Ebbe Henningsen er landsformand i BEDRE PSYKIATRI - landsforeningen for pårørende.


Ebbe er 60 år, gift med Annette og far til to døtre. Han har også 3 børnebørn. Ebbe er tidligere viceskoleinspektør i Horsens. I dag arbejder han fuldtids for at give pårørende til psykisk syge, så stærk en stemme som muligt.

I denne blog vil Ebbe kort og kontant blogge om det, han har på hjerte om psykiatrien, psykisk sygdom og ikke mindst pårørendes situation. Ebbe vil - uden filter - komme med konstruktive forslag, kommentere ny viden og komme med kærlige og kritiske spark til dagens psykiatri.

fredag den 14. oktober 2011

'En af Os' kampagnen – lad os gribe muligheden og begynde at være åbne om psykisk sygdom

Væk med tavshed, tvivl og tabu! Det er slogannet for den store kampagne, Sundhedsstyrelsen lanceret i denne måned i samarbejde med blandt andre BEDRE PSYKIATRI.

Kampagnen skal køre frem til år 2015 og målet er, at psykisk sygdom skal aftabuiseres. Det skal være slut med diskrimination og udelukkelse af mennesker, som har eller har haft en psykisk sygdom.
Der er nok at gå i gang med, hvis vi på fire år både skal øge danskernes viden om psykisk sygdom, mindske afstanden og fjerne stigmatiseringen.

Jeg mener, at vi som pårørende i høj grad skal støtte op om kampagnen. Tænk på hvor fantastisk, det ville være, hvis det i år 2015 ikke er sværere at tale om, at ens søn har en depression, end hvis han har fået diskosprolaps.

Forskning viser, at det er i mødet mellem mennesker, at den største aftabuisering og afstigmatisering sker. Så selv om en kampagne som ’En af Os’, selvfølgelig kan være en anledning til at begynde at være mere åben. Så er det op til os – alle danskere – at gå ud og møde hinanden. Se hinanden i øjnene og opdage, at vi alligevel ikke er så forskellige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar