Ebbe Henningsen er landsformand i BEDRE PSYKIATRI - landsforeningen for pårørende.


Ebbe er 60 år, gift med Annette og far til to døtre. Han har også 3 børnebørn. Ebbe er tidligere viceskoleinspektør i Horsens. I dag arbejder han fuldtids for at give pårørende til psykisk syge, så stærk en stemme som muligt.

I denne blog vil Ebbe kort og kontant blogge om det, han har på hjerte om psykiatrien, psykisk sygdom og ikke mindst pårørendes situation. Ebbe vil - uden filter - komme med konstruktive forslag, kommentere ny viden og komme med kærlige og kritiske spark til dagens psykiatri.

fredag den 23. september 2011

Mens vi venter, har vi stadig ønsker! Gad vide om de bliver opfyldt?

Under valgkampen har politikerne nærmest stået i kø for at give løfter løfter løfter til stort set samtlige segmenter af den danske befolkning.

Store løfter er også blevet givet til de psykisk syge og deres pårørende. Nu skal der andre boller på suppen og psykiatrien skal have det løft, som den i årevis har trængt til. Sådan var politikernes holdning under valgkampen tilsyneladende.

Og det kan vi jo kun være glade for. Jeg siger pænt ja tak til samtlige løfter fra politikerne til psykiatrien. Men hvad er det egentlig de har lovet, og er de mon enige i de partier, der nu sidder og forhandler et regeringsgrundlag.

Jeg mener, at noget af det vigtigste, politikerne spillede ud med under valgkampen helt klart er, at psykiatrien skal på finansloven. I stedet for at være finansieret af satspuljemidlerne, som forhandles hvert år.

Det er noget alle partier har været enige om under valgkampen. Så det burde forhandlingspartierne også godt kunne blive enige om og få flertal for nu, hvor valget er afgjort.

En plads på finansloven giver klart bedre mulighed for at planlægge langsigtet og for at politikerne kan lave den nationale handlingsplan, som alle partier også har talt om.

To milliarder om året på finansloven er et minimumskrav for at give psykiatrien det løft den har så hårdt brug for!

fredag den 16. september 2011

Et nyt folketing skal holde løftet til de psykisk syge og deres pårørende

For første gang nogensinde har psykiatrien været på dagsordnen under en valgkamp. En meningsmåling blandt folketingspolitikerne før valget viste, at samtlige partier vil opprioritere psykiatrien.

Det, synes jeg, er et fantastisk signal. Både til de psykisk syge og til de 1,5 millioner danskere, der opfatter sig selv som pårørende til en psykisk syg.

Nu er valget overstået, og Danmark skal have en ny regering. Vi vil hos BEDRE PSYKIATRI arbejde hårdt for at sikre, at politikernes fantastiske signal til psykiatrien, bliver mere end bare valgflæsk. Vi vil huske politikerne på løfterne, så løfterne kan blive til virkelighed, og psykiatrien kan få det spark fremad, som den i så høj grad behøver!

En nylig opgørelse fra Sundhedsministeriet, viste, at der bruges markant færre penge per psykiatrisk patient i dag sammenlignet med for 9 år siden. Sengelukninger og afdelingsnedlæggelser på de psykiatriske sygehuse har været dagligdagskost. Og de psykisk syge og deres pårørende er i den grad blevet ladt i stikken.

Det er simpelthen langt ude!

Det er mit ønske, at vores nye statsminister udnævner en psykiatriminister. Og den minister får travlt. For arbejdet skal i gang nu. Vi vil ikke acceptere en holdning alla ’bedre sent end aldrig’, mens de syge og deres pårørende bare får det værre og værre.

Det er nu, der skal sættes ind. Og det kan næsten kun gå for langsomt.

onsdag den 14. september 2011

Giv psykiatrien stemme - støt BEDRE PSYKIATRI

Her i den absolutte slutfase af valgkampen, er det stadig meget vigtigt at psykiatrien er på dagsordenen. Og efter valget er det endnu vigtigere, at der konstant og vedholdende er nogen, der taler de pårørendes og de syges sag. Det vil BEDRE PSYKIATRI blive ved med!

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi forsat er den stærke stemme i psykiatrien. BEDRE PSYKIATRI kan blive endnu stærkere, hvis vi bliver flere. Jo større vi er, jo større indflydelse. Det er vigtigt, at der er mange der vil støtte vores meget vigtige sag og BEDRE PSYKIATRI.

Hvert eneste medlem er et vigtig, fordi medlemskab af foreningen markerer, at her er en person, som støtter op om forbedringer i psykiatrien. Hjælp os med at blive en endnu stærkere stemme. Meld dig ind, så vi sammen kan gøre en forskel!

mandag den 12. september 2011

Psykiatriudspil fra de Konservative og S-SF

For første gang har psykiatrien for alvor fået opmærksomhed under en valgkamp, men hvad er det egentlig blevet til af løfter?

De Konservatives psykiatriudspil rummer mange fornuftige forslag. Der er tre hovedelementer.
  1. Tidlig opsporing, hurtig behandling og sammenhæng i behandlingen.
  2. Forpligtende sammenarbejde mellem indstanserne.
  3. Væk med tabuerne.
Alle tre er virkelig fornuftige forslag, og det er selvfølgelig bedre sent end aldrig. Desuden er forslaget om at psykiatrien kommer på finansloven noget, som vi har efterspurgt i lang tid. De øvrige dele af udspillet har også megen god gang på jord.
Der er dog et stort MEN: Hvordan skal det finansieres? Med hvor mange penge og hvor hurtigt? De Konservative har haft ti år til at rykke på området, og så er det lidt tyndt at komme med en 'hensigtserklæring' uden at gå mere konkret til problemerne.

S-SF`s udspil har også mange gode elementer. Ligestilling mellem somatikken og det psykiatriskeområde er et rigtig godt forslag. En udrednings- og diagnosegaranti på en måned er også fint. Psykologhjælp uden aldersdiskriminering, synes jeg er helt super.
Det er positivt, at der er sat beløb på 1. mia. kr., men det er dog langt fra de 2 mia. der er brug for, og som SF tidligere har nævnt!! Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvordan er tidsplanen? Er det nu det iværksættes eller forsvinder det i tågerne efter valget?

Psykiatrien bør være et top prioriteret område for de politiske partier. Straks efter valget og i et samarbejde hen over midten i dansk politik. Tænk, hvis alle de positive udmeldinger og hensigtserklæringer blev til handling, så kan psykiatrien virkelig komme til at se anderledes ud. Anderledes på den gode måde!

torsdag den 8. september 2011

Lad os få en psykiatriminister!

Med sundhedsudspillet fra S og SF i går samt De Konservatives nylige psykiatriudspil er psykiatrien for første gang nogensinde sat på dagsordenen i et folketingsvalg. I BEDRE PSYKIATRI mener vi det er historisk og vi foreslår derfor, at den kommende statsminister
–uanset hvem der vinder– udpeger en psykiatriminister.

En psykiatriministers første opgave skal være at sikre flertal i Folketinget for en ambitiøs national genopretningsplan for psykiatrien, således at vi får skabt bedre behandling for de mere end 500.000 danskere, der har en psykisk sygdom og sikret bedre vilkår for landets mere end 1 million pårørende.

tirsdag den 6. september 2011

National handlingsplan

Lad os få en national handlingsplan!
Psykiatrien er underprioriteret i en sådan grad, at det er nødvendigt at lave en samlet plan for hele området: Psykiatrien skal sidestilles med somatiken, ud af satpuljerne og tilføres flere penge. Tidlig opsporing, tidlig behandling, væk med ventelisterne og inddrag de pårørende. Jo tidligere, der bliver sat ind og netværket inddrages jo bedre er mulighederne for at komme sig. Uanset hvilken regering vi har efter den 15. september så er det bydende nødvendigt at psykiatrien og dens problemer tages alvorligt og at vi får en national handlingsplan.

fredag den 2. september 2011

Snydt for 15 - 20 år

Et af emnerne i denne valgkamp kunne passende være levealder.
Hvorfor finder vi os i, at menesker med de sværeste psykiske lidelser skal leve 15 - 20 år kortere end den øvrige del af den danske befolkning?
Utroligt at medicin med store alvorlige bivirkninger stadig findes. Fysiske lidelser overses bl.a. fordi lægerne ikke tror på den psykiske syge patient.
Gad vide hvordan politikerne ville reagere, hvis det samme var tilfældet for den øvrige del af befolkningen?

torsdag den 1. september 2011

Hvor er den anderkendende tilgang til de pårørende?

Her på 7. dagen i valgkampen er det på sin plads, at gøre opmærksom på det enormt store stykke arbejde de pårørende til mennesker med en psykisk sygdom gør dagligt.
Uden det store arbejde med støtte, omsorg, økonomi m.m., som pårørende yder, ville mange af de, der er ramt af sygdom være ille stedt, da vores psykiatri slet ikke er i stand til at yde den rette hjælp.  Det gælder særligt i overgangen fra behandlig/indlæggelse til udskrivning og hjemkomst til egen kommune.

Annerkend de pårørende, som en vigtig faktor for, at den der er ramt kan komme sig!!
Giv os ret til orlov med lønkompensation i op til et halvt år.