Ebbe Henningsen er landsformand i BEDRE PSYKIATRI - landsforeningen for pårørende.


Ebbe er 60 år, gift med Annette og far til to døtre. Han har også 3 børnebørn. Ebbe er tidligere viceskoleinspektør i Horsens. I dag arbejder han fuldtids for at give pårørende til psykisk syge, så stærk en stemme som muligt.

I denne blog vil Ebbe kort og kontant blogge om det, han har på hjerte om psykiatrien, psykisk sygdom og ikke mindst pårørendes situation. Ebbe vil - uden filter - komme med konstruktive forslag, kommentere ny viden og komme med kærlige og kritiske spark til dagens psykiatri.

fredag den 23. september 2011

Mens vi venter, har vi stadig ønsker! Gad vide om de bliver opfyldt?

Under valgkampen har politikerne nærmest stået i kø for at give løfter løfter løfter til stort set samtlige segmenter af den danske befolkning.

Store løfter er også blevet givet til de psykisk syge og deres pårørende. Nu skal der andre boller på suppen og psykiatrien skal have det løft, som den i årevis har trængt til. Sådan var politikernes holdning under valgkampen tilsyneladende.

Og det kan vi jo kun være glade for. Jeg siger pænt ja tak til samtlige løfter fra politikerne til psykiatrien. Men hvad er det egentlig de har lovet, og er de mon enige i de partier, der nu sidder og forhandler et regeringsgrundlag.

Jeg mener, at noget af det vigtigste, politikerne spillede ud med under valgkampen helt klart er, at psykiatrien skal på finansloven. I stedet for at være finansieret af satspuljemidlerne, som forhandles hvert år.

Det er noget alle partier har været enige om under valgkampen. Så det burde forhandlingspartierne også godt kunne blive enige om og få flertal for nu, hvor valget er afgjort.

En plads på finansloven giver klart bedre mulighed for at planlægge langsigtet og for at politikerne kan lave den nationale handlingsplan, som alle partier også har talt om.

To milliarder om året på finansloven er et minimumskrav for at give psykiatrien det løft den har så hårdt brug for!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar