Ebbe Henningsen er landsformand i BEDRE PSYKIATRI - landsforeningen for pårørende.


Ebbe er 60 år, gift med Annette og far til to døtre. Han har også 3 børnebørn. Ebbe er tidligere viceskoleinspektør i Horsens. I dag arbejder han fuldtids for at give pårørende til psykisk syge, så stærk en stemme som muligt.

I denne blog vil Ebbe kort og kontant blogge om det, han har på hjerte om psykiatrien, psykisk sygdom og ikke mindst pårørendes situation. Ebbe vil - uden filter - komme med konstruktive forslag, kommentere ny viden og komme med kærlige og kritiske spark til dagens psykiatri.

onsdag den 16. november 2011

Slut med lappeløsninger – indfør national handlingsplan

Igennem de sidste 10 år har psykiatrien i katastrofal grad manglet en overordnet planlægning. Det har givet en psykiatri præget af manglende sammenhæng i behandlingstilbuddene, dramatiske fald i antal sengepladser, for tidlig udskrivning, stigende antal svingdørspatienter, mangel på psykiatere, måned lange ventelister for børn og unge, flere især helt unge psykisk syge på førtidspension, tidlig død blandt psykisk syge og manglende anerkendelse og inddragelse af pårørende.

I samme periode er flere gode projekter startet op, har vist gode resultater og er lukket ned igen.
BEDRE PSYKIATRI har taget del i en række vellykkede projekter, som er startet op som forsøg, men er lukket ned igen, fordi de netop var forsøgsprojekter.

Det nationale gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien, som kørte 1 år fra 2004-2005 viste, at man med få initiativer som større åbenhed og mere dialog kan mindske og forbedre brugen af tvang betydeligt. 27 psykiatriske afsnit deltog i projektet, de afdelinger, som havde de bedste resultater, formåede at mindske brugen af tvang med 50 %.

I samme periode er brugen af tvang i psykiatrien generelt steget og er fortsat stigende.

Projekt Pårørende i Psykiatrien, som Danske Regioner satte i gang i 2008, havde til formål at forbedre de pårørendes tilfredshed med psykiatrien. Projektet kørte i 15 måneder i 18 teams og skabte markante forbedringer i de pårørendes tilfredshed. På sengeafsnittene steg de pårørendes tilfredshed med 64 procent.

Nu er projektet afsluttet og de gode erfaringer, er ikke videreført til resten af psykiatrien.
De to eksempler er et godt billede på, hvordan psykiatrien har kørt i en årrække. Lappeløsninger, løbende brandslukning og manglende sammenhæng og overordnet planlægning har præget et af Danmarks største sygdomsområder.

Imens er ventelisterne for børn og unge eksploderet, flere og flere psykisk syge har fået skåret i deres kontanthjælp eller er endt på førtidspension, og de pårørende er blevet stadigt mere utilfredse.

Psykiatrien har brug for en national handlingsplan i stil med kræftplanen. Den skal skabe det overordnede og vedvarende løft, som både psykisk syge, pårørende og fagfolk så længe har efterspurgt. Det er på tide at finde ud af, hvilke tiltag der virker og brede dem ud til hele psykiatrien. Tiden har længe været løbet fra flere lappeløsninger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar